På Egedal møder du unge, hvis liv kan være præget af psykiatriske lidelser, traumehistorik og alvorlig mistrivsel. Her er relationen et professionelt arbejdsredskab, som skal kunne bære både nærhed, afvisning, tydelige rammer og svære følelser. Det kræver stabilitet – og et fagligt fællesskab, der undersøger arbejdet sammen.
På vores faste ugentlige møder kan erfaringer fra det miljøterapeutiske arbejde bringes ind i den fælles refleksion, og den månedlige supervision giver plads til at undersøge relationer og egne reaktioner grundigt. Dertil kommer løbende sparring, mulighed for kompetenceudvikling og uddannelse og to årlige behandlingsture – en skitur og en sommertur.
Målgruppen:
Målgruppen er udsatte unge fra 15 år og unge voksne, med psykiatriske lidelser, alvorlige personlighedsforstyrrelser og gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Nogle har intellektuelle eller kognitive vanskeligheder og mange har været indlagt i psykiatrien, før de indskrives på Egedal. Mange af de unge vi indskriver, har komorbiditet, det vil sige flere lidelser/diagnoser og mange har traumehistorik. Flere af vores unge befinder sig på autismespektrummet og vi har rig erfaring med at skabe gode rammer for unge på spektret. Vi modtager dog kun unge og voksne, der sprogligt og intellektuelt befinder sig inden for normalområdet. Vi har lang erfaring i at hjælpe unge, der udviser psykotiske symptomer, er selvskadende og i perioder er suicidale. Vi tilbyder skærmede opstartsforløb, og har god erfaring med at modtage unge direkte fra lukket psykiatrisk afdeling, med god normering, hvor vi er lykkedes med at reducere antallet af psykiatriske indlæggelser efter indflytning betragteligt.
Du gør relationen stabil – også når forløbet ikke er det.
På Langsiden arbejder du miljøterapeutisk med unge, der blandt andet kæmper med selvskade, spiseforstyrrelser, suicidalitet og psykose. Din opgave er at skabe struktur, mentalisering, kontinuitet og forudsigelighed i hverdagen.
Som kontaktperson på Egedal har du ansvar for at sikre sammenhæng i de unges behandlingsforløb. Du opbygger en tryg og professionel relation og sparrer med de unge og kolleger om den unges trivsel, udvikling og behandlingsmål. Rollen omfatter samtaler med de unge, dokumentation, statusbeskrivelser samt deltagelse i behandlings-, status- og skolemøder. Du fungerer desuden som bindeled til forældre, kolleger, psykologer og øvrige samarbejdspartnere.
Dine opgaver omfatter blandt andet at:
- Opbygge og fastholde professionelle relationer i komplekse forløb
- Skabe struktur og genkendelighed for de unge
- Møde svære følelser og reaktioner med faglig ro
- Bidrage med observationer i faglig sparring og refleksion
- Se styrken i at være en gruppe og samarbejde omkring de unge
- Daglig journalisering og udarbejdelse af statusskrivelser m.v.
- Deltage i afdelingens årlige behandlingsture
Stillingen indebærer arbejde 2-3 hverdage om ugen samt møder og hver 4. weekend i et fast rul over to dage. Da Egedal er et døgntilbud, må du også forvente arbejde om aftenen og på helligdage. Eventuelle bagvagter aftales særskilt.
Din faglighed er vigtig – din måde at bruge den på er afgørende.
Du kommer med et relevant fagligt fundament og kan bringe det ind i en miljøterapeutisk praksis. Samtidig er du indstillet på, at komplekse forløb kalder på løbende refleksion og tæt samarbejde med kolleger.
Derfor lægger vi vægt på, at du:
- Har relevant sundheds -eller socialfaglig baggrund, f.eks. som pædagog, ergoterapeut, sygeplejerske, fysioterapeut eller lignende.
- Har erfaring med målgruppen.
- Er stabil, ansvarlig og opmærksom på behovet for kontinuitet.
- Kan håndtere afmagt og utilstrækkelighed ved aktivt at bruge supervision og faglig refleksion.
Det er en fordel med erfaring fra psykiatri eller miljøterapeutisk arbejde – men det er ikke et krav.
Bliv en del af det miljøterapeutiske arbejde.
Hvis du kan se dig selv i arbejdet med at skabe kontinuitet, struktur og professionelle relationer for psykisk sårbare unge, vil vi gerne læse din motiverede ansøgning.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.